Mere detaljeret beskrivelse af SKM
SKM er forkortelse for “sociokratisk kredsorganiseringsmetode” – ligesom på hollandsk, hvor den første effektive version blev opfundet og lanceret som “Sociocratisch Kringorganisatie Methode”.
SKM er defineret ved 4 principper, som forklares mere detaljeret senere:
- Overordnede beslutninger tages efter samtykke-princippet. Det betyder at alle beslutningsmetoder kan bruges på én betingelse, nemlig at der er samtykke til at afvige fra samtykkeprincippet.
- Personvalg kan ikke undtages fra samtykkeprincippet, så personvalg til roller sker altid ved samtykke.
- Kredsorganisering: Organisationens arbejde organiseres i grupper, kaldet “kredse” (eller cirkler). Antallet af medlemmer begrænses af, hvad der er effektivt gerne små grupper og kun i undtagelsestilfælde over 40. Arbejde uddelegeres til “datterkredse” idet moderkredsen bestemmer datterkredsens formål, domæne og vælger en operationel leder til den. Datterkredsen er “halvautonom”, fordi den – bortset fra disse beslutninger i moderkredsen- selv organiserer sit arbejde.
- Dobbelt-led. Som led i organiseringen vælger datterkredsen (mindst) en repræsentant (som ikke kan være kredsens operationelle leder). Repræsentanten deltager fremover i moderkredsens styringsmøder på ligefod med dennes øvrige medlemmer. Derved er datterkredsens repræsentant på disse møder ligestillet med dens operationelle leder og deltager i evaluering af rollen og ved genvalg af person til rollen.
Af de 4 princpper er dobbeltleddet det mest innovative. Det betyder at man trygt kan holde fast i “de små gruppers magi” eller effektivitet, og efterhånden som organisationen vokser, lade væksten ske ved at lave mange små dobbelt-koblede grupper, i stedet for at indlade sig på at tage beslutninger i store grupper.
Ud fra SKM’s opfattelse er en organisation ikke sociokratisk, hvis den ikke i det mindste har implementeret disse 4 principper konsekvent.
Der skal imidlertid meget mere til at skabe en effektiv organisation; men her kan man gerne bruge traditionelle metoder, som også bruges af ikke-sociokratiske organisationer. Alt dette er underforstået i SKM. Man skal altså ikke forvente, at hvis man bare har de 4 principper på plads, så er det også et effektivt sociokrati. Tværtimod har SKM set flere udviklinger som følge af de 4 princippers utilstrækkelighed:
- Den hollandske stat har givet sociokratiske virksomheder en undtagelse fra nogle arbejdsmarkedsregler fordi sociokratiet giver bedre medarbejderindflydelse end den form, som reglerne forlanger. Til gengæld har den krævet at sociokratiet bliver dokumenteret meget mere detaljeret. Derfor er der nu i tillæg til de 4 principper nogle omfattende normer, som jeg ikke vil beskrive i detaljer her.
- Betegnelsen “sociokrati” bruges også om utilstrækkelige og ineffektive udgaver.
- Enhver organisations pålideligehed og robusthed kræver, at der er en sikkerhed for at interne konflikter bliver løst eller i det mindste afsluttet tilpas hurtigt. Kombinationen af de 4 principper gør dette muligt, men det er ikke udtrykkeligt obligatorisk, og derfor kan det blive overset.