At styre via spænding

I SKM orienterer man sig overvejende ved hjælp af de to syn, den egentlige synssans og det indre syn, visionen eller “det store billede”. Arbejdet i organisationen styres efter, om virkeligheden udvikler sig i overensstemmelse med vision og mål.

SKM’s visionære tilgang har den ulempe, at mennesker som er vant til at orientere sig med andre sanser (f. eks. følelsen), bliver ulige stillet, fordi de hele tiden må orientere sig indirekte. Hvad er følelsen når man – med nogen anstrengelse – forholder sig til noget visionært beskrevet? Og hvorfor skal man absolut omkring det visionære for at gøre sin anderledes oplevelser gældende?

I holakrati formuleres begrebet “at styre via spænding” (eng.: navigate via tension), som ligestiller mennesker trods forskelle i deres måde at opleve på. Uanset hvordan man får sine data fra virkeligheden, er dét som får en til at tage et initiativ, den spontane muskelspænding som opstår i kroppen, når man er opmærksom på en afstand mellem situationen som den ér, og situationen som man ønsker den.

I holakratiet er en sådan spænding altid et personligt fænomen: Den som oplever den i sin personlige krop, “ejer” den og har ansvaret for at finde en måde at udfolde den. Alle spændinger er udtryk for et potentiale, som organisationen kan og bør bruge til to slags formål

  • I alle de tilfælde, hvor man kan enes med sine kolleger om om spændingen, skal spændingen bruges til at drive organisationen bedre mod dens mål.
  • I alle de tilfælde, hvor man er uenig med sine kolleger om sin spændinger, skal de kolliderende spændinger bruges til at tilpasse organisationen, så den bedre kan rumme og udnytte uenigheder.

Sociokrati 3.0 overtager holakratis spændingsbegreb, men er mere fællesskabsorienteret end holakrati . S3 udvikler af spændingsbegrebet et begreb til fællesbrug “Driver” – da. “motiv”, som beskriver en fælles oplevelse af noget i den fælles organisation, og denne bruges til en ny løsning på problemet med at beskrive formål klart.